GRATIS FRAGT PÅ KØB OVER 400,-
ved levering til GLS Pakkeshop
HURTIG LEVERING, 1-3 HVERDAGE
ALTID ØKOLOGISK TE, SENDT MED ET SMIL
⭐️ FREMRAGENDE ANMELDELSER PÅ TRUSTPILOT ⭐️

Guide til tebrygning

Gode råd til at brygge den lækreste kop te

Her finder du vores allerbedste råd til at lave den skønneste kop te, fuld af smag, lige som du kan lide den! Du kan læse mere om hvert punkt, men i korte træk skal du sætte fokus på:

  • Vandets temperatur
  • Trækketid
  • Mængden af te
  • Prøv noget nyt – koldbryg din te

Temperatur

For at du får den allerbedste kop te, er det vigtigt at du tænker over, hvordan du brygger teen.

Tjek posen, for at se hvilken temperatur der passer, til netop den te du brygger lige nu.

Hvis du ikke har en elkedel med temperaturmåler, kan du sagtens være med alligevel - bare prøv dig frem. Det har så stor betydning for smagen, at det er værd at eksperimentere lidt. Du kan koge vandet op (husk altid at bruge frisk vand fra den kolde hane) og så lade vandet stå lidt tid, afhængig af den ønskede temperatur.

Som en tommelfingerregel, kan du bruge denne temperatur-vejledning:

Sort te:              100°C

Oolong te:        100°C

Rooibos te:      100°C

Urtete:              100°C

Frugtte:            100°C

Grøn te:            80 °C

Hvid te:             70 – 80°C

Inden du brygger teen, er det en rigtig god idé at skolde kanden / koppen, da der ellers vil ske et fald i vandets temperatur, i mødet med den kolde kande eller kop.

Trækketid

Du kan også se på posen, hvor længe det anbefales at teen skal trække. Vores erfaring er dog at det er individuelt, hvad man foretrækker. Forslaget til trækketiden, giver dog en rigtig god idé om, hvad der frembringer den bedste smag.

Når du hælder vand ud over tebladene, kan du med fordel sørge for, at du får hældt vandet godt og grundigt ud over alle bladene.

Mængden af te

Du kan med fordel bruge en lille temåler, til at dosere den ønskede mængde af te. Også her, spiller din egen smag ind, men bruger du samme mål hver gang, finder du hurtigt ud af hvor meget te der passer bedst, til netop din smag. Nogle foretrækker en stærk kop te og andre en mildere. Intet er rigtigt eller forkert, bare gør det du synes smager bedst, så du hver dag får glæde af de skønne smagsoplevelser, dine favoritter har at byde på.

Et gammelt husmoderråd lyder at der skal bruges en skefuld te per kop, og så en ekstra skefuld til kanden. Det kan du jo se om virker for dig også!

Du kan også prøve dig frem med mere te og kortere trækketid, hvilket kan give en helt anden smagsoplevelse.

Koldbryg

Vidste du at du selv kan lave det skønneste iste, helt uden brug af sukker, hvis blot du bruger te, der er naturligt fuld af smag? Der findes koldbrygsflasker, som gør det nemt for dig at slippe for rodet med teblade over det hele, men du kan sagtens prøve selv, med en kande og en si.

Det giver en anden og langt blidere smag, at koldbrygge sin te – altså at lade den stå i køleskabet i flere timer for at trække, frem for at bruge kogende vand. Vi anbefaler især at bruge frugtte til at lave iste af. Det er så lækkert og forfriskende. Men al slags te kan i princippet bruges, så længe du kan lide smagen kold. Vores favorit er den lækre Hindbær.

Rigtig god fornøjelse med brygningen af lige præcis DIN lækre kop te.